Lidt om Laila

vs_b_rnegudstjeneste_041

 

Jeg hedder Laila Høgild Nielsen og stammer fra Aulum i Vestjylland – en landsby mellem Holstebro og Herning. Jeg var meget engageret i FDF og kredsens tamburkorps og brugte en del tid på Holstebro Musikskole. For det der med musikken har altid været en stor interesse. Så jeg har aldrig været i tvivl om at jeg skulle være noget ved musikken i mit voksenliv.

I 1997 flyttede jeg til storbyen Aalborg for at læse musikvidenskab på universitetet. Den første uge jeg boede heroppe blev jeg ansat som korsanger i Vejgaard kirke og så er jeg blevet der.

I 2001 skiftede jeg korsangerstillingen ud med en organiststilling. Jeg var heldig at overtage stillingen som organistassistent mens jeg stadig var i gang med organistuddannelsen på Vestervig kirkemusikskole. Da den uddannelse var færdig arbejdede jeg løs i nogle år men skolebænken begyndte igen at trække i mig. For efterhånden som årene gik brugte jeg mere og mere af min arbejdsuge på at undervise børn og unge og det var jeg egentlig ikke uddannet til.

Så jeg søgte optagelse på konservatoriet med børnemusik som hovedfag og var heldig at komme ind. Til sommer skulle jeg så gerne så med endnu et eksamensbevis i hånden.

Og familie, venner og bekendte er begyndt at spørge: “Hvad skal du så læse bagefter?” Men det melder historien ikke noget om endnu ; – )